Det hele startede med D’batter. Et kursus i HK Østjylland, der handler om samarbejde. Her var en af opgaverne at finde et emne, som deltagerne selv og deres kollegaer ikke ved nok om, og som de faktisk kan gøre noget ved. For deltagerne fra DuPont i Brabrand var der ingen tvivl. De ville sætte fokus på efter- og videreuddannelse.

- Vi vil gerne have vore kollegaer i gang med uddannelse. Det er vigtigt, at vi hele tiden sørger for at holde vores kompetencer vedlige og opdateret, siger Majbrit Laursen.

Sammen med laborant-kollegaerne Jane Rasmussen og Sonia Dybro, har hun arrangeret messen, og få minutter før den åbnede, var de tre nervøse. Der var nemlig kun mødt få kollegaer op. Men da klokken slog 14, væltede det ind med kollegaer, der var nysgerrige på efter- og videreuddannelse.

- Det er jo helt vildt, at der kommer så mange. Vi er 400 ansatte, så det er mere end en fjerdele af os, der er mødt op. Endda på en dag, hvor vi har rigtig mange møder og gæster i huset, siger Jane Rasmussen.

Uddannelsesmessen, eller inspirationsmessen, som den også blev kaldt, blev åbnet af Pia Jørgensen fra DuPont. Hun og den øvrige ledelse har hele vejen igennem bakket op om messen og skubbet de tre HK’ere til at tænke lidt større end blot HK. Derfor blev alle ansatte på virksomheden inviteret.

- Vi støtter al læring, der er relevant for jobbet. Det er en livslang opgave at lære, og vi skal alle udvikle os, så vi både er attraktive for vores nuværende arbejdsplads, men også for eventuelle kommende arbejdspladser. Så grib chancen og lad jer inspirere i dag, lød det til de mange fremmødte, da hun åbnede messen.

Uddannelsesmesse DuPont Brabrand

Jane Rasmussen, Sonia Dybro og Maibrit Laursen havde arrangeret uddannelsesmessen for kollegaerne på DuPont i Brabrand.

På messen var Aarhus Universitet, Erhvervsakademi Aarhus og Laborantuddannelse, Aarhus Business College, Mindstep og AARHUS TECH mødt op. Og de havde travlt med at svare på spørgsmål og hjælpe med at finde mulige efter- og videreuddannelseskurser.

- Man bliver aldrig for gammel til at lære, men jeg er doven. Jeg kan ikke rigtig holde tanken om lektier ud, og derfor har jeg ikke været af sted på skolebænken i de 20 år, jeg har været ansat. Altså bortset fra de kurser, arbejdspladsen har sendt mig af sted på. Så jeg håber at jeg kan blive inspireret til at komme igang, siger Rikke Holstborg, der er seniorlaborant.

Andre var mere målrettede.

- Jeg er interesseret i kurser om marketing og webdesign, fortalte Hanne Vestergaard, Administrative Coordinator.

Hun fulgtes med Sofie Emilie Als, Site og SHE koordinator, der allerede er i gang med en akademiuddannelse i international marketing.

- Jeg synes at det er et rigtig fint arrangement. Vi har ikke tidligere haft sådan en messe, hvor vi på tværs af afdelinger og fag er mødtes om at se på uddannelse. Det er rigtig godt for hver enkelt af os at se, hvilke muligheder der er, siger hun.

HK Østjylland har støttet de tre arrangører og var selv til stede, for at hjælpe med at finde rundt i, hvilke rettigheder den enkelte overenskomstansatte HK’er har, i forhold til efter- og videreuddannelse.

- Der er mange, der ikke er klar over, at de faktisk har ret til uddannelse hvert år. Det står i deres overenskomst, og ledelsen kan ikke sige nej. Desværre er der ikke så mange, der læser så langt ned i overenskomsten, og derfor kender de ikke deres rettigheder, siger faglig konsulent i HK Østjylland, Stine Skogberg.

De tre arrangører glæder sig over, at kollegaer på tværs af afdelinger og uddannelser har vist interesse for messen. De har nemlig ønsket at sætte uddannelse på dagsordenen i hele virksomheden.

- Uanset hvem vi er, og hvad vi laver, så har vi brug for at opdatere og udvikle vores kompetencer. Derfor har vi været meget glade for, at ledelsen har bakket os op og så klart giver udtryk for, at vi er på en arbejdsplads, der bakker op om uddannelse, siger laborant Sonia Dybro.

Og det glæder også Stine Skogberg fra HK Østjylland.

- Vi ved, at efter- og videreuddannelse er vigtig, hvis vores medlemmer skal blive ved med at være attraktive på arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt for HK at gøre medlemmerne opmærksomme på, de bliver nødt til at finde vej til skolebænken ind imellem. Når vi så kan gøre det på tværs af hele virksomheden, så det bliver et fælles projekt for alle kollegaer at sætte uddannelse på dagsordenen, så kan vi vel kun betegne det som en stor succes, siger hun.

DuPont Brabrand

Der var travlt ved uddannelsesstedernes stande, hvor de ansatte fra DuPont fik gode råd om efter- og videreuddannelse.

UDVIKL DINE KOMPETENCER

De fleste job udvikler og ændrer sig. Derfor er det også vigtigt, at du følger med og tager de næste skridt i arbejdslivet. Det hjælper vi dig med, og det er noget af det, vi har allermest fokus på. Vi er eksperter i de mange muligheder, ved hvad der skal til, hvor det foregår – og hvordan du kan finansiere det, hvis det koster penge.